Flere unge vil være maskinmester
Interessen for at uddanne sig til maskinmester er fortsat stigende. Fire ud af de fem maritime uddannelsesinstitutioner har haft et større optag i 2016 end i 2015. Størst er væksten på Maskinmesterskolen København, der har en fremgang i antal studerende på ni procent til 141 studerende.
Martec i Frederikshavn har som den eneste haft et beskedent fald på tre procent til 98 studerende. I alt er der optaget 776 nye studerende til de videregående maritime uddannelser, hvilket er en samlet stigning på seks procent i forhold til 2015.
Af de 776 optagne er 742 maskinmestre, 15 er duale skibsofficerer, og 19 er skibsførere. De 160 studerende, der er optaget på Simac, består af 126 maskinmestre, 15 duale skibsofficerer og 19 skibsførere. Aarhus Maskinmesterskole er den største maskinmesterskole med 264 studerende i år, hvilket er seks procent mere end i 2015.
Der går cirka 3.000 maskinmesterstuderende på landets maskinmesterskoler.
Kilde: Maskinmestrenes Forening