Flere ordrer til den maritime industri
2013 var et godt år for den danske maritime industri, skriver Danske Maritime i sin årsberetning for 2013. Flere virksomheder inden for den maritime industri har oplevet vækst i ordretilgangen for nye skibe, og der var stor efterspørgsel efter retrofit-løsninger.
”Vi oplever i den danske maritime industri et stigende problem med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Manglen på teknisk kvalificeret arbejdskraft er hæmmende for væksten. Vi er nødt til at have bedre rammebetingelser for den danske maritime industri for at sikre, at arbejdspladserne og udviklingen kan blive i Danmark”, siger Danske Maritimes adm. direktør Jenny N. Braat.
Den maritime industri i Danmark beskæftiger direkte cirka 30.000 medarbejdere og indirekte yderligere 20-30.000. Inden for beskæftigelse gør det den maritime industri til det største delerhverv i Det Blå Danmark. Samtidig er det et væksterhverv.
”Regeringens vækstplan for Det Blå Danmark er et positivt tiltag, som vi sætter stor pris på, men det er vigtigt at følge op på det gode arbejde og fortsat udvikle vækstplanen og ikke blot anse arbejdet som værende fuldført, for det er det bestemt ikke”, tilføjer Jenny N. Braat.
Kilde: Danske Maritime