Finland danner arktisk kompetencecenter
I Finland er man ved at planlægge et kompetencecenter for miljøspørgsmål i de arktiske egne efter, at en undersøgelse taler for at etablere et såkaldt ”Center of Excellence for Arctic Environmental Solutions”. Bekæmpelse af olie- og kemikalieudslip samt arktisk søfart er specialområder, som der findes rigtig meget viden om i Finland.
Undersøgelsen er gennemført af Neste Jacobs Oy og er af finansieret af Arbejds- og Erhvervsministeriet, Kommunikationsministeriet, Miljøministeriet og Indenrigsministeriet i Finland.
Rapporten fastslår, at Finlands erfaringer fra olieudslipsberedskab i Østersøen kan bruges i de arktiske egne. Et finsk kompetencecenter bør adskille sig fra andre lignende centre i Norge og Nordamerika, lyder det i rapporten. Blandt andet skal et finsk center rumme et testbassin for naturlig is i fuld skala, som vil kræve en investering på 22 millioner euro. Centret kan komme til at ligge i Kemi, Kalajoki, Karleby, Björneborg, Raumo, Helsingfors eller Borgå.
Skibstrafikken i de arktiske farvande er stigende, og derfor arbejder IMO på at vedtage en såkaldt polarkode, der skal regulere skibstrafikken. Det ventes, at polarkoden træder i kraft i 2017.
Kilde: Sjöfartstidningen