Femern tunnel stopper ikke Scandines
Scandlines fortsætter med at seje mellem Rødby-Puttgarden også efter, at den faste forbindelse under Femern Bælt står færdig. Det slår Scandlines nu helt klart fast.
”Der er ingen tvivl om, at Scandlines færger vil sejle videre. Det er slet ikke et emne at indstille sejladsen, når Femern-forbindelsen står færdig”, siger kommunikationsdirektør Susanne Brigitte Kock fra Scandlines til Morgenavisen Jyllands Posten.
Scandlines sender dagligt omkring 5.500 køretøjer over Femern, men prognoserne for den nye tunnelforbindelse regner med 10.800 afgiftsbetalende køretøjer pr. døgn. Men prognosen for den nye tunnelforbindelse tager ikke højde for, at færgerne vil fortsætte med at sejle, når tunnelen står færdig.
Kommunikationsdirektør Ajs Dam fra Femern A/S erkender overfor avisen, at det kan føre til en priskrig mellem færger og tunnel, eller at parterne deler markedet imellem sig. Ingen af delene vil være godt for Femern A/S' økonomi, men så galt tror Ajs Dam heller ikke, at det går.
”Ingen af de andre steder, hvor man har bygget store broer - Storebælt og Øresund - er færgedriften fortsat”, siger han ifølge Jyllands Posten.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten