Fastfrosset fiskekutter evakueres
En fiskekutter sidder fast i is i den vestlige del af Limfjorden og driver mod Aggersundbroen med risiko for kollision. En redningshelikopter fra forsvaret er i gang med at evakuere de tre besætningsmedlemmer fra kutteren.
Forsvaret modtog onsdag morgen cirka klokken ni meldingen om, at fiskefartøjet var blevet fanget i isen og ikke kunne komme fri.
Opdatering: Ifølge AIS data blev fiskekutteren fanget i isen omkring klokken 8.30 her til morgen. Siden er fartøjet drevet cirka en halv sømil med en fart på 0,1 til 0,2 knob. Kutteren befinder sig klokken 11.30 kun cirka 10 meter fra Aggersundbroen.
Kilde: Forsvaret