EU: Skibes CO2-udledning er FN opgave
Europa-Parlamentets Industriudvalg gav i går sin støtte til, at søfartens klimapåvirkning skal reguleres i FN. Udvalget stemte derfor imod en inklusion af søfarten i EU’s kvotehandelssystem. En afstemning i udvalget gav flertal for, at skibsfarten skal reguleres globalt og derfor ikke indgå i EU’s system.
”Vi er tilfredse med, at et stort flertal blandt politikerne i udvalget mener, at shipping bør reguleres gennem FN. Industriudvalget stemte i dag for, at EU skal være vagthund overfor den internationale proces. Vi forventer, det vil sikre konkrete fremskridt i IMO”, siger Simon C. Bergulf, Director EU Affairs for Rederiforeningen.
Flere Europa-parlamentarikere havde fremlagt forslag om at inkludere shipping i EU’s regionale kvotehandelssystem, da Parlamentets Industriudvalg torsdag behandlede den fremtidige udformning af kvotehandelssystemet.
Fokus er nu på FN’s søfartsorganisation, IMO, der skal mødes i slutningen af oktober for at beslutte, hvordan søfartens CO2-udledninger skal reduceres på internationalt plan.
Afstemningen i Industriudvalget er første skridt i Europa-Parlamentets behandling af sagen. Dernæst følger miljøudvalgets vurdering til december.
Kilde: Danmarks Rederiforening