EU-formandskab med gode resultater
På trods af vanskelige betingelser er Danmark sluppet godt fra sit EU-formandskab, også ud fra en maritim synsvinkel. Det vurderer Danmarks Rederiforenings sekretariatsleder i Bruxelles, Simon C. Bergulf.
”Man vurderer generelt et formandskab på basis af de sager, som er blevet forhandlet på plads. Selv om vilkårene for det ambitiøse program, som Danmark havde vedtaget, ikke har været ideelle, har landet formået at sikre aftaler på vigtige og komplekse områder såsom energi og finans. Shippingforhandlingerne er også i stor grad blevet fuldført under det danske formandskab”, siger Simon C. Bergulf.
”Rederiforeningen kan glæde sig over de pragmatiske og positive løsninger, der er fundet for bevillingen af EU’s Søssikkerheds Agentur (EMSA) og implementeringen af STCW reglerne i EU lovgivning. Dertil bør det understreges, at det danske EU-formandskab også har sikret vedtagelsen af Svovldirektivet. Endelig blev administrative byrder for nærskibsfart samt pirateri også sat højt på EU’s dagsorden”, siger Bergulf, der leder Rederiforeningens kontor i Bruxelles.
I de kommende seks måneder tager en anden maritim nation roret. Cypern vil dog først og fremmest fokusere på EU’s flerårige finansielle ramme (2014-2020) og det fælles europæiske asylsystem.
På den maritime front forventes Cypern at færdiggøre forhandlingerne om MLC, relancere drøftelserne om en integreret havpolitik, sikre vedtagelsen af EU’s nye direktiv om marineudstyr, gennemgå havnestatsobligationerne samt muligvis at starte arbejdet på en opdatering af EU’s passagersikkerhedslovgivning.
Kilde: Danmarks Rederiforening