EU deler millioner ud til skibsfarten
EU-Kommissionen har udvalgt i alt 106 projekter, der vil få tildelt i alt mere end 320 millioner euro i støtte under TEN-T-programmet, der har som mål at forbedre transportinfrastrukturen i EU samtidig med, at CO2-udledningen gerne skulle reduceres.
”Jeg er meget glad for at se, at over 100 nye projekter bliver påbegyndt takket være EU’s finansielle støtte under 2013 TEN-T-runden. Disse nøgleprojekter vil bidrage til at levere et komplet transportnetværk”, siger Siim Kallas, EU-kommissær med ansvar for transport.
Blandt de 106 projekter har 15 projekter fået tildelt 78,1 millioner euro i støtte under Motorways of the Sea. Blandt de mange projekter kan nævnes, at Hirtshals Havn er blevet tildelt støtte til at installere en 200 ton LNG-tankfacilitet, så passager- såvel som fragtskibe kan komme til at tanke flydende naturgas i Hirtshals. Det er tanken, at der senere skal installeres en endnu større tankfacilitet i havnen.
Kilde: EU-Kommissionen