Esbern Snare nærmer sig Guineabugten
Fregatten Esbern Snare er efter 10 dages sejlads ved at nærme sig Guineabugten, hvor det danske krigsskib fra begyndelsen af november og seks måneder frem er indsat for at beskytte den civile skibsfart i området mod pirateri.
Den lange sejlads bruges til øvelse, uddannelse, rutinering og anden klargøring til opgaven i Guineabugten. Besætningen og de eksterne enheder der er med, øver blandt andet i at operere med helikopteren i både dagslys og mørke.
Frømandskorpsets RHIB’er blevet sat og bjærget fra flex-dækket, så flere besætningsmedlemmer har fået indarbejdet rutinerne for det.
Skibets eget boardinghold træner procedurer for håndtering af tilbageholdte i samspil med militærpolitiet, og besætningen har klargjort deres klart-skibs-udrustning.
På fregattens hospital har lægeholdet fra Forsvarets Sanitetskommando haft travlt med at gøre klar til håndtering af syge og sårede.
Sejladsen mod syd er forløbet i forholdsvis rolig sø, så også de mange eksterne bidrag, der er med på skibet, har haft mulighed for at vænne sig til at sejle eller, som det hedder på havet, finde deres søben.
Temperaturen er steget markant siden skibet forlod de hjemlige breddegrader, og det giver mulighed for en gradvis akklimatisering inden fregatten rammer det varmere vand og vejr i Guineabugten.
Kilde: Forsvaret