Eftersøgning indstillet, 10 fundet døde
Eftersøgningen ved ankerhåndteringsfartøjet Jascon 4, der sank ud for Nigeria den 26. maj er stoppet, da skibet er blevet ustabilt. Ligene af ti besætningsmedlemmer er bjærget, der savnes stadig en person, mens skibets kok den 29. maj blev fundet i live efter flere døgns indespærring.
”Eftersøgnings- og redningsaktionen, der har været i gang siden den 26. maj 2013, har måttet stoppes af sikkerhedsmæssige årsager. Skibet, Jascon 4, som ligger omkring 30 meter under vand med bunden opad, er blevet så ustabilt, at risikoen for vores redningsdykkere er blevet uacceptabelt højt”, siger en talsmand fra rederiet.
Jascon 4 var i gang med at bugsere tankskibet Escravos,da det kæntrede og sank. Den reddede skibskoks tilstand er stabil. De pårørende til de døde og den savnede er alle blevet underrettet.
"De pårørende til alle besætningsmedlemmer er blevet informeret om resultatet af redningsaktionen og West African Ventures vil fortsætte med at give al mulig støtte til familierne til vore afdøde og forsvundne kolleger. Vi har den dybeste medfølelse med alle dem", udtaler Jacques Roomans, administrerende direktør for West African Ventures.
En undersøgelse af årsagen til ulykken er i fuld gang.
Kilde: worldmaritimenews.com