Drewry opjusterer container-væksten
Ifølge Drewry er der nu så meget gang i verdenshandlen, at analysevirksomheden opjusterer væksten for container-branchen for hele året 2017 fra 2-3 pct. Til nu 4 pct. Og Drewry tror også på, at væksten fortsætter på samme niveau i 2018 - dog med forbehold.
Drewry lægger i sit nye forecast vægt på, at den betydelige vækst i antallet af håndterede containere i havne verden over blev drevet af en bedring af nøglemarkeder og styrkelsen af USA´s økonomi, skriver Lloyds Loading List.
I forhold til udsigterne for 2018 forventer Drewry også en vækst på 4 pct. Målt på hele året, men peger samtidig på de store usikkerheder, der er forbundet med at forudsige niveauet for udviklingen i den globale handel på grund af “de nuværende geopolitiske usikkerheder rundt omkring i verden”.
Kilde: Lloyds Loading List