DONG sælger transmissionsaktiver
West of Duddon Sands, et joint venture-projekt, som er ejet af DONG Energy og ScottishPower Renewables med 50 procent hver, har indgået en aftale om salg af transmissionsaktiverne for West of Duddon Sands Havmøllepark i Storbritannien til WoDS Transmission plc.
Transmissionsaktiverne har en værdi på 269 millioner pund, cirka 2,85 milliarder kroner. Aktiverne omfatter onshore transformerstationen, eksportkabler og offshore transformerstationen. Frasalget sker i overensstemmelse med de britiske regler for offshore transmissionsejere.
WoDS Transmission plc er ejet af et konsortium bestående af Macquarie Corporate Holdings Pty Limited med 50 procent og 3i Infrastructure plc ligeledes med 50 procent. WoDS Transmission plc har valgt joint venture-partnerne i West of Duddon Sands til at levere drifts- og vedligeholdelsesydelser til transmissions-forbindelsen.
West of Duddon Sands Havmøllepark ligger ca. 15 km ud for Walney Island, Cumbria, i det Irske Hav i Storbritannien. Havmølleparkens 108 Siemens 3,6 MW-vindmøller har en samlet kapacitet på 389 MW og forsyner mere end 270.000 britiske husstande med ren vedvarende energi om året.
Kilde: DONG Energy