DONG Energy fik god start på året
DONG Energy A/S fik et overskud efter skat på 1,7 milliarder kroner i 1. kvartal 2015, trods lavere olie- og gaspriser. Det var en forbedring på 151 millioner kroner i forhold til samme kvartal 2014. Omsætningen faldt fra 20,2 milliarder kroner til 19,3 milliarder.
”Til trods for en stor frasalgsgevinst i 1. kvartal 2014 og det væsentlige fald i olie- og gaspriser i løbet af 2014, formår vi at fastholde et næsten uændret EBITDA i 1. kvartal af 2015. Dette var primært drevet af en fortsat høj og effektiv produktion fra olie- og gasfelter såvel som havvindparker. Hertil kommer, at vi i 1. kvartal indtægtsførte to forsikringserstatninger. Den solide start på 2015 understøtter den tidligere udmeldte ambition om at nå et EBITDA for helåret på 15,5-17,5 milliarder kroner”, siger Henrik Poulsen, administrerende direktør og koncernchef.
EBITDA udgjorde 6,0 milliarder kroner i 1. kvartal 2015 mod 6,3 milliarder i 1. Kvartal 2014. Faldet var i overensstemmelse med forventningen fra årsrapporten for 2014 og skyldtes, at 1. kvartal 2014 var positivt påvirket af det delvise salg af London Array havmølleparken. De lavere olie- og gaspriser påvirkede EBITDA negativt.
Forventningerne fra årsrapporten for 2014 fastholdes. EBITDA for 2015 forventes at udgøre 15,5-17,5 milliarder kroner. Nettoinvesteringerne for perioden 2015-2016 forventes at udgøre omkring 35-40 milliarder kroner.
DONG forventer i løbet af 2015 at færdiggøre to store havvindparker, Westermost Rough i Storbritannien og Borkum Riffgrund 1 i Tyskland, og få sat gang i produktionen fra gasfeltet Laggan-Tormore i Storbritannien.
Pengestrømme fra driftsaktivitet faldt til 2,3 milliarder kroner fra 4,5 milliarder i 1. kvartal 2014 og skyldtes primært højere betalt skat samt højere pengebindinger i arbejdskapital.
Bruttoinvesteringerne udgjorde 4,7 milliarder kroner og vedrørte primært offshore vindaktiviteter (Borkum Riffgrund 1, Gode Wind, Westermost Rough og Hornsea 1) samt olie- og gasfelter (Hejre, Syd Arne og Laggan-Tormore).
Kilde: DONG Energy