Dimission hos Rederiforeningen
De 31 shipping-trainees, der som de første har gennemført Rederiforeningens internationale shippinguddannelse, The Commercial Shipping Programme, er blevet fejret ved dimissionen fredag den 6. juni 2014.
”Jeg kan med sikkerhed sige, at I har fået en masse erfaringer og en masse viden i løbet af de sidste to år. I har hævet kompetence-niveauet i det danske maritime uddannelsessystem i Danmark og i Det Blå Danmark i det hele taget. Kompetencer er et af de vigtigste, fremtidige konkurrenceparametre i skibsfarten, specielt hvis vi ønsker at fastholde og udbygge vores stærke maritime klynge i Danmark”, sagde adm. direktør i Danmarks Rederiforening, Anne H. Steffensen, som holdt dimissions-talen.
Det første hold af shipping-trainees, der i 2012 begyndte på shipping-uddannelsen har nu gennemført de 2-årige forløb. Det blev fejret på en dimission i Danmarks Rederiforening, hvor de 31 trainees, samt kolleger til dem og øvrige rederirepræsentanter var til stede for at ønske tillykke.
Et af formålene med uddannelsen, der udbydes af Danmarks Rederiforening, har været at styrke kompetencerne og give flere shippingfaglige redskaber til de unge mennesker, der nu for alvor skal i gang med deres karriere inden for shipping. Forventningerne er store til det nye kuld.
”Vi regner med jer, at I giver jeres bidrag til skibsfarten i Danmark og globalt. Kort sagt håber vi, at I med tiden vil sætte jeres præg på branchen, forløse skibsfartens fulde potentiale og vise det lederskab, der får vores branche til fortsat at skabe jobs og velstand”, sagde Anne H. Steffensen.
Næste hold at studerende begynder på The Commercial Shipping Programme efter sommerferien.
Kilde: Danmarks Rederiforening