Digitalt dansk skibsregistre godt på vej
Søfartsstyrelsen går nu i gang med at udvikle det kommende digitale skibsregister, der ventes at være klar inden udgangen af 2020. Det digitale skibsregister vil gøre det nemmere og hurtigere at tilgå data, samt give besparelser for erhvervet.
"Vi kommer til som nogen af de første i verden at gå over til digital registrering med vores nye skibsregister, som vi nu går i gang med at udvikle”, siger Charlotte Ahrendt Steen, Vicedirektør i Søfartsstyrelsen.
”Det kommer helt klart til at betyde en lettelse af de administrative byrder for de virksomheder, der har skibe registreret på dansk flag. I forlængelse af vores overgang til digitale certifikater til skibe og beviser til søfarende er dette endnu et bidrag fra Søfartsstyrelsen til en digitaliseret maritim sektor", siger Charlotte Ahrendt Steen.
Skibsregistrering indebærer i dag omfattende processer i erhvervet og er økonomisk tungt for rederierne. Originale, juridiske dokumenter med optegnelser over skibets ejerskab og værdi skal rundsendes – ofte med kurér og over landegrænser eller ved fysiske møder.
Det nye danske digitale skibsregister forventes i drift med udgangen af 2020.
Redaktionen