DHL flytter afdeling til Aalborg Havn
Der er travlt i DHL. Transportkoncernen DHL er vokset markant i Nordjylland de seneste år, hvor antallet af medarbejdere nu er steget til mere end 60. Nu flytter DHL Global Forwarding i Aalborg i større lokaler på Langerak i Aalborg Havn.
”DHL er en stor samarbejdspartner for os – ikke mindst i relation til Grønlandstrafikken. Derfor glæder det os, at vi har kunnet finde egnede bygninger her på Langerak, der både imødekommer behovet for kontorarbejdspladser og lager. Nu glæder vi os meget til at få DHL helt på plads, og at udvide samarbejdet i de kommende år”, siger commercial manager Jeppe Faber fra Aalborg Havn.
Nu er DHL vokset så meget i regionen, at kontor og lager på Mineralvej ikke længere giver plads til vækst. Derfor flyttes det ene ben, DHL Global Forwarding, der håndterer luftfragt, kurér og søfragt, nu til nye og større lokaler på Langerak på Aalborg Havn.
DHL’s nye bygninger på Langerak har hidtil huset Carlsbergs depot og kontor i Nordjylland, og her får DHL 2.000 kvadratmeter lager og 200 kvadratmeter kontor. De godt 20 ansatte i er allerede i gang med at indrette de nye lokaler og fra 2. januar 2019 er alt i fuld drift fra den nye adresse.
Kilde: Aalborg Havn