DFDS tror ikke på ny Englands rute
DFDS kan ikke se et forretningsmæssigt grundlag for at starte en ny færgerute op mellem Esbjerg og Harwich, med en færge der har plads til 1.500 passagerer. Det siger Brian Thosted Hansen, Vice President i DFDS, på baggrund af konkurrerende færgeplaner.
Rederiet Regina Line, der har taget navn efter DFDS tidligere Englandsbåd Dana Regina, har ifølge egne oplysninger planer om at starte en ny færgerute mellem Esbjerg og Harwich, med en færge der har plads til 1.500 passagerer.
Den varslede konkurrence får dog ikke DFDS til at overveje ændringer.
”Vi skal hele tiden udvikle os, så vores tilbud altid er attraktive for kunderne. Men dette projekt kan jeg slet ikke se et forretningsmæssigt grundlag for. Til så stort et passagerskib vil der være behov for mindst syv gange så mange passagerer som i dag, og de er der ganske enkelt ikke”, siger Brian Thosted Hansen, Vice President, DFDS.
”De store passagerskibes tid var forbi på ruten, da lavprisflyene meldte sig på banen, og derfor erstattede vi for mange år siden passagerskibene med et ro-pax-skib, så vi kan få en forretning ud af at kombinere passager- og godsforretningen. I dag udgøres passagergrundlaget af gæster, der ønsker at have bilen med på rejsen til eller fra England”, siger Htosted Hansen.
Seneste har CO-Søfart og Dansk Metals Maritime Afdeling advaret deres medlemmer om, at der kan være stor usikkerhed forbundet med at tage imod arbejde om bord på den kommende færge, hvis planerne om en ny rute realiseres.
Kilde: DFDS Update
