DFDS overskud på 250 mio. kr. i 3 kvt.
DFDS kom ud af 3. kvartal med et overskud på 250 millioner kroner efter skat, mod et overskud på 334 millioner kroner i samme periode sidste år. For årets første ni måneder ligger det samlede overskud på 159 millioner kroner, mod 606 millioner kroner i 2011.
”Hjulene i Europas økonomier, og dermed i transportsektoren, drejede lidt langsom-mere i 3. kvartal. Det var forudset og indbygget i vores forventning til hele 2012, som vi derfor fastholder. Dog kommer vi nok i mål i den nedre ende af det forventede interval, da vi halvvejs gennem 4. kvartal ser en fortsat svækkelse af efterspørgslen i Nordeuropa”, siger DFDS administrerende direktør Niels Smedegaard.
”Svækkelsen af efterspørgslen medfører overkapacitet på flere markeder og pres på indtjeningen. Derfor er forrentningen af den investerede kapital lavere end vores mål. Vi arbejder hele tiden på at øge vores konkurrenceevne ved at tilpasse omkostningerne til markedsforholdene og styrke samarbejdet med vores kunder, herunder gen-nem et skærpet kundefokus, der omfatter alle i virksomheden,” siger Niels Smedegaard.
”Den rentebærende netto-gæld er nedbragt væsentligt, og dermed er vi i stand til at udnytte eventuelle interessante muligheder for at udvide vores aktiviteter”.
Kvartalets omsætning blev på 3,2 milliarder kroner, mod 3,1 milliarder kroner i 2011, og driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster blev på 503 millioner kroner, mod 561 millioner kroner i 3. kvartal 2011.
Resultaterne var ifølge DFDS som forventet i 3. kvartal, som er højsæson i DFDS.
DFDS fastholder forventningerne om et helårligt driftsresultat (EBITDA) for 2012 på mellem 1,15 – 1,2 milliarder kroner, dog nu i den nedre del af intervallet.
Kilde: DFDS