DFDS investerer 300 mio. kr. i scrubbere
DFDS investerer nu 300 millioner kroner i scrubbere om bord på12 fragtfærger, der opererer på rederiets rutenetværk mellem Tyrkiet og Italien, Frankrig og Grækenland. Skibene var tidligere ejet af det tyrkiske rederi U.N. Ro-Ro som DFDS i april købte for 7,1 milliarder kroner.
"Vi er glade for allerede nu at starte forberedelsen af vores rutenetværk i Middelhavet til det nye globale regelsæt, der træder i kraft i 2020. Investeringen vil være til gavn for miljøet og sundheden for mennesker, der bor tæt på havne og kyster, og give både operationelle og økonomiske synergier, som vores omfattende erfaring og viden om skrubberteknologi vil hjælpe os med at nå”, siger Niels Smedegaard, CEO for DFDS.
DFDS har fundet, at hybrid-scrubbersystemet er den bedste løsning for Middelhavet. Hybridsystemet gør det muligt at rense svovlet ud af udstødningsgassen både i en åben og lukket proces.
I 2009 var DFDS et af de første danske rederier, der begyndte at teste scrubberteknologi ved at installere et scrubbersystem på en færge. Siden da er 17 skibe udstyret med scrubbere. Med den seneste investering er 29 ud af 49 færger udstyret med scrubbere.
De 12 scrubbere leveres af ME Production, en dansk udvikler og producent af tilpassede emissionsreduktionssystemer til marine applikationer, som DFDS har samarbejdet med tidligere. Installationen forventes at begynde allerede i december i forbindelse med forlængelse af et af skibene.
Redaktionen