DFDS indfører ny ledelsesstruktur
DFDS ændrer nu sin topledelse, så den afspejler den ny struktur, hvor de to tidligere divisioner DFDS Seaways og DFDS Tor Line opdeles i fem nye forretningsområder. Koncerndirektør Søren Jespersen forlader i den forbindelse DFDS.
"Som en logisk konsekvens ændrer vi nu ledelsesstrukturen, så den svarer til den nye organisationsstruktur og vores ønsker om vækst og yderligere fokus på HR", siger administrerende direktør i DFDS Niels Smedegaard.
Koncernledelsen vil fremover bestå af Niels Smedegaard som CEO, samt fem Executive Vice Presidents: Christian Merrild (Finance), Henrik Holck (Human Resources), Peder Gellert Pedersen (Ro-Ro og Terminal), Ole Sehested (Container og Trailer) samt en indtil videre ubesat stilling (Passenger).
I forbindelse med den nye ledelsesstruktur har koncerndirektør Søren Jespersen valgt at forlade selskabet.
Den nye ledelsesstruktur træder i kraft den1. januar 2008. Søren Jespersen har aftalt med bestyrelsen, at han forbliver på sin post i en kortere periode i forbindelse med overdragelse af ledelsesopgaverne i DFDS Seaways til Niels Smedegaard.
"Vi har samtidig iværksat processen med at finde en fremtidig leder for Business Unit Passenger," siger Niels Smedegaard.