DFDS indfører mundbind for medarbejdere
Covid-19 tilfældene blandt passagerer og besætningsmedlemmer på Hurtigrutens Roald Amundsen får nu DFDS til at indføre brug af ansigtsmasker for alle besætningsmedlemmer i servicefunktioner om bord på Crown Seaways og Pearl Seaways, der sejler på ruterne til Norge.
Indførelsen af ansigtsmasker - eller mundbind - for servicemedarbejdere med de to skibe er en udvidelse af de forholdsregler, som DFDS tidligere har indført.
Også besætningsmedlemmer på rederiets øvrige passagerruter vil bære ansigtsmasker i servicefunktioner, hvis de ikke i forvejen er beskyttet af plexiglasskærme eller visirer, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Samtidig opfordrer DFDS passagerne til at bære ansigtsmasker, når de går om bord eller i land, hvor der er størst risiko for, at afstandskravet ikke bliver overholdt.
”Det er en udvidelse af de mange forholdsregler om bord, der skal skabe et trygt og sikkert miljø for vores passagerer. Forholdsreglerne omfatter ekstra rengøring, desinficering af berøringsflader, lukning af diskoteker og servering ved bar, handskekrav ved buffet mv. Samtidig er kundegrundlaget ændret i retning af en højere andel af kunder, der er på rejse mellem feriested og hjem, så vi generelt har færre passagerer om bord og rigelig med plads til at holde den anbefalede afstand til andre,” siger Kasper Moos, der er direktør for DFDS’ passagerforretning.
Rederiet oplyser videre, at interessen for at tage turen mellem Danmark og Norge har været stigende siden genstarten i juni.
Kilde: DFDS