DFDS har fået ny storaktionær
Det danske rederi DFDS har fået en ny aktionær, der ejer over 5,0 procent af rederiet, nemlig DFDS selv. Selskabet ejede ved udgangen af uge 28 ialt 631.948 egne aktier, svarende til 5,0 procent af Selskabets samlede antal udstedte aktier på 12.650.000.
”DFDS A/S’ beholdning af egne aktier er i dag øget til over 5,0 % af Selskabets aktiekapital. Ejerandelen er øget i forbindelse med DFDS’ igangværende aktietilbagekøbsprogram på 300 millioner kroner”, skriver selskabet i en meddelelse til Københavns Fondsbørs mandag.
DFDS har i uge 28 købt 13.109 egne aktier for 12,1 millioner kroner som led i tilbagekøbsprogrammet på op til 300 millioner, der udløber senest den 31. december 2015.
Siden rederiet startede på et aktietilbagekøbsprogram den 22. april i år, har selskabet købt 110.617 aktier for 90,9 millioner kroner, svarende til 30,3 procent af tilbagekøbsprogrammet.
Kilde: DFDS