Derfor duer isbryderne ikke længere !!
<i>Skibsfører Eigil Kiel Schmidt har skrevet et læserbrev til maritimedanmark.dk, i forlængelse af den aktuelle debat om statens isbrydere. Eventuelle kommentarer til læserbrevet er velkomne.</i>
Læserbrev:
Jeg for til søs i danske farvande, i vintrene 85-87 og igen i 1996. I vintrene 85 - 87 var jeg skipper på "Capella" af Aarøsund. En tankbåd på 1600 tons.
I de år var det den berømte Kaptajn Rasmussen, som styrede slaget fra København, sammen med damen, som vi kaldte "fru is". Det var hende som oplæste ismeldinger i radioen.
Vi hentede konstant gasolie og benzin i Stigsnæs, Fredericia og Kalundborg, til alle mulige små danske havne. I Smålandsfarvandet lå Elbjørn og hjalp os til Nykøbing F, Masnedø osv, da den var isbryderen med lavest dybgang.
En overgang blev isen så slem, at færger fik første prioritet, og tankbåde med brændstof fik anden prioritet.
Det var skønt at kunne ringe til Kaptajn Rasmussen, over Lyngby Radio,
og bede om hjælp, når man var ved at drive, med isen, på land ved Endelave eller Omø.
En overgang var Hr. Rasmussen lidt stram i betrækket, fordi Thorbjørn stort set sejlede rundt og hjalp "Capella", "Vivian Theresa" og "Sibris" hele tiden.
Isbryderne var bemandet med dygtige besætninger fra flere forskellige steder som islukkede lodserier, polarskibs-folk osv.
Når vi skulle trækkes i wiren, bakkede f.eks. Thorbjørn op til vores stævn og man smed en kasteline over til os. I enden var ikke en wire, men en blikpøs !! I pøsen lagde vi med glæde et par flasker snaps og et par kartoner cigaretter.
Kort efter kom wiren om bord, og med 8 - 10 knob gik det bagefter Thorbjørn, igennem isen. Jeg skal hilse og sige, at skibssiden så forfærdelig ud, efter isvintrene. Men der var gode fragter, og vi kunne altid reparere
stål.
Det gik bare ud over stepperne. Isbjørn, eller Danbjørn grundstødte fordi Decca-signalerne havde "klumper i strømmen". Elbjørn afsved el-motorerne og kom aldrig mere ud at sejle.
Kunne isbryderne hjælpe kom de så hurtigt som muligt, og hvis der bare var "næsten nok vand", fik vi hjælp.
På et eller andet tidspunkt beslutter staten, at isbryderne skal bemandes af søværnet, og styres fra SOK i Århus. Det kunne, måske, være meget godt. Forskellen er bare, at søofficerer fra marinen og almindelige skippere manøvrerer helt forskelligt.
Den almindelige skipper har selv fat i håndtagene til maskineriet. Han står også og lytter på VHFèn hvor der er en stor færge eller andet, som kan hjælpe.
Søofficeren giver sine ordrer til en underofficer, som igen giver det videre til en under, under osv. Vedkommende som til sidst trækker i håndtagene har ingen føling.
VINTEREN 1996.
I vintrene 85 - 87 var Thorbjørn en tur i Haderslev og lige brække isen op. Da de alligevel var på de kanter. I Haderslev er max dybgang 6 meter, så med sine ca. 5 meters dybgang var det jo ingen problem for Thorbjørn.
I isvinteren 1996 var jeg lods på Haderslev Fjord, samt overfartsleder på færgen til Aarø.
Vi smadrede færgens ene gear, i isen, og måtte på værft. Jeg ringede til SOK. Til min klassekammerat fra Navigationsskolen, Alex Jensen. Alex var chef for istjenesten det år.
Jeg forklarede Alex, at vi havde behov for hjælp til at brække isen, for færgen, så den kunne komme ud af lejet, og komme til værftet i Assens. Der var ca. 6 meter vand, så no problem, regnede jeg med.
Alex Jensen talte så med Carsten Schmidt, som var chef på
Thorbjørn(senere meget kendt fra jordomrejsen med Galathea ekspiditionen). Thorbjørn kunne ikke hjælpe os, da der skulle være 6 meter vand.
Jamen.siger jeg, det passer jo fint, der er 6 meter vand på stedet, og i øvrigt fortæller jeg, at Thorbjørn også tidligere har været i Haderslev.
Det var i en anden tid, forklarede man mig. I dag hedder det 6 meter UNDER KØLEN. Vi måtte så leje en slæbebåd fra Svendborg for at sejle 4 timer til Aarøsund for at brække is over en 8 meter strækning.
Hvis det stadig er således, at isbryderne skal have 6 meter under kølen, kan enhver se, at det stort set kun er T-ruten, som kan holdes brækket.
De skibe som sejler i T-ruten i dag har ofte mange flere kræfter end vore isbrydere. Kyststrukturen i Danmark kræver nogen isbrydere som er bygget til at kunne ramme bunden, og som stikker max 5-6 meter. Vel at mærke nogen isbrydere som vil sejle lige til de står fast på bunden.
Jeg ved ikke om man har ændret holdning siden 1996. Hvis man ikke har, og holder fast på vanddybden så er det derfor isbryderne ikke kan bruges længere.
Med venlig hilsen
Eigil Kiel Schmidt Skibsfører. eigil@eigilschmidt.dk
