De små rederier er kommet i klemme
De mindre danske rederier, organiseret i Rederiforeningen af 1895 og Rederiforeningen for mindre Skibe er hårdt klemt af kreditkrisen. De to rederiforeninger har nu bedt Folketingets Erhvervsudvalg om hjælp.
Rederiforeningen af 1895 og Rederiforeningen for mindre Skibe, der til sammen repræsenterer 50 rederier og 180 skibe, har ifølge Transportmagasinet opsøgt Folketingets erhvervsudvalg med en opfordring om, at politikerne tænker de små rederierne med i de næste initiativer.
"Man kunne forestille sig garantiordninger for driftskreditter og den slags, men det er ikke noget, vi har lagt os fast på. Det vigtigste for os i dag er at gøre politikerne opmærksomme på, at de har vedtaget to sådan set udmærkede bankpakker, som ikke har haft den ønskede effekt i forholdet mellem bankerne og den mindre del af erhvervslivet, herunder den mindre skibsfart", siger sekretariatschef René Piil Pedersen, Rederiforeningen af 1895, til magasinet.
De to småskibsorganisationer frygter, at "et ikke uvæsentligt antal mindre rederier" er truet på deres eksistens, hvis finanssystemet ikke lemper kreditstramningen.
"Vi kender en række eksempler på rederier, der har fået opsagt deres kreditter, men vi kan ikke sætte tal på. Det er i stadig udvikling. Vi ser med en bekymring de kommende måneder, for nogle har ikke betalt forsikringspræmier", siger René Piil Pedersen.
Kilde: Transportmagasinet