De sidste roer sejles til Nakskov
Årets roekampagne synger på sidste vers, på fredag er det slut. For at de sidste roer når frem til Nakskov i tide, supplerer coasteren South Michelle de to pramme der ellers har stået for transporten af de mange tusinde tons roer fra Assens.
Roetransport Assens A/S har udvidet flåden for at sikre, at kampagnens sidste fynske sukkerroer kan nå frem til sukkerfabrikken i Nakskov i tide. Siden sidste uge har en coaster suppleret den slæbebåd og de to pramme, der hidtil har været alene om transportopgaven. Det skriver fyens.dk
"Vi regner bestemt med, at få alle sukkerroer sejlet til fabrikken, inden den stopper for modtagelse og indleder nedlukningen", siger Erik Rydsholt, Roe-transport Assens til nyhedsportalen.
Roedyrkernes eget transportselskab har været bagud med leverancerne under det meste af kampagnen på grund af uheld og ufrivillige sejladsstop.
Under kampagnen er der hidtil fragtet omkring 330.000 ton roer fra Assens til forarbejdning i Nakskov.
Kilde: Fyens.dk