Danske rederier stopper handel på Iran
Maersk Tankers meddeler, at rederiet stopper med at tage nye transporter til Iran efter USA´s udmeldte udtræden af atomtalen. Rederiet har kun haft laster ud og ind af Iran i begrænset omfang og vil opfylde allerede indgåede transportaftaler, oplyser rederiet.
“Maersk Tankers har transporteret laster ud og ind af Iran for kunder i et begrænset omfang. Vi vil udføre aftaler indgået inden d. 8. maj og sikre, at de er udfaset d. 4. november, som de amerikanske sanktioner tilsiger. Vi holder nøje øje med udviklingen og vurderer den mulige effekt på vores aktiviteter, mens vi er i dialog med vores kunder for at informere dem, såfremt der er ændringer,” skriver Maersk Tankers i en meddelelse.
Ifølge flere medier vil også Norden og Torm, der ligeledes har haft en begrænset handel på Iran, stoppe disse aktiviteter.
Også verdens næst største containerrederi, MSC, er indstillet på at overholde de amerikanske sanktioner og indstille al transport af de ramte varer.
Iran var ramt af internationale sanktioner fra 2012 til 2015 på grund af landets atomvåbenprogram. I 2015 indgik Iran en atomaftale med en række vestlige lande, herunder USA, hvorefter sanktionerne blev løftet.
Det er den aftale Donald Trump nu har besluttet at træde ud af.
Redaktionen