Danske OW-investorer stævner banker
Et konsortium af 24 danske institutionelle investorer udtager også stævning mod emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie for prospektansvar i OW Bunker sagen. Dermed udvides kredsen af sagsøgte om erstatningskrav på cirka 767 millioner kroner mod OW Bunker A/S under konkurs.
”Konsortiet har valgt at udvide kredsen af sagsøgte til også at omfatte emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie. Det sker på baggrund af nye oplysninger i et omfattende bilagsmateriale fra konkursboet, som vi først i foråret har fået adgang til. Det er vores vurdering, at bankerne har haft kendskab til OW Bunkers spekulationsaktiviteter, og at bankerne har medvirket til at vildlede investorerne. På den baggrund kan de efter vores vurdering gøres erstatningsansvarlige”, siger Tomas Krüger Andersen, juridisk chef i ATP’s investeringsafdeling på vegne af konsortiet.
De danske institutionelle investorer har lidt tab på 767 millioner kroner ved at investere i aktier i OW Bunker på baggrund af et væsentligt mangelfuldt prospekt. Investorerne har tidligere udtaget stævning mod de relevante Altor-enheder samt den tidligere bestyrelse og daglige ledelse af OW Bunker.
Advokatfirmaet Bruun & Hjejle repræsenterer investorerne i retssagerne.
Læs mere om sagen og baggrunden på ATP’s hjemmeside HER
Kilde: ATP