Dansk veteranskib sunket i Nordsøen
KORT NYT: Tre danske lystsejlere blev natten til søndag reddet af en norsk redningshelikopter i Nordsøen, efter at deres veterantræskib var begyndt at tage vand ind 80 kilometer nordvest for Hanstholm.
Den norske redningstjeneste sendte både et redningsskib og en helikopter til stedet, og to mænd og en kvinde blev reddet op i helikopteren og fløjet til Kristianssand i Norge.
"De er alle tre uskadte og i god behold", siger Michael Senger, vagthavende officer hos SOK, til DR P4 Midt & Vest.
Veteranskibet Perle, der er hjemmehørende i Lemvig, sank efter redningsaktionen.
Kilde: DR P4 Midt & Vest
