Dansk-koreansk aftale underskrevet
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn underskrev mandag under sit besøg i Sydkorea en samarbejdsaftale om kvalitetsskibsfart med Koreas minister for land, transport og søfartsanliggende.
Foto: Carsten Lundager.
Underskrivelsen fandt sted i Seoul, ved et seminar, som Danske Maritime sammen med Danmarks Rederiforening var vært for.
Aftalen fokuserer på at styrke samarbejdet mellem Danmark og Korea, som begge har store interesser inden for skibsfart.
Arbejdsgrupper med deltagere fra begge lande skal fremme blandt andet fri markedsadgang inden for international shipping, søsikkerhed, renere skibsfart, uddannelse og anti-pirateri.
”Jeg er meget tilfreds med aftalen, som fokuserer på innovation og kvalitetsskibsfart samt bedre international lovgivning. Det vil være til gavn for både danske udstyrsleverandører, søfolk og rederier - samt fremme grøn vækst og jobskabelse globalt”, siger Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn,
”I den forbindelse er jeg rigtig tilfreds med, at den koreanske minister og jeg i dag blev enige om at arbejde for ambitiøse målsætninger for mindskelse af CO2-udslip når den internationale søfartsorganisation – IMO – skal drøfte spørgsmålet i oktober 2012”, siger Ole Sohn..
”En global og ambitiøs aftale på området vil styrke danske leverandørers vækst- og afsætningsmuligheder for grønne og innovative løsninger til fremtidens skibe”.
Ved seminaret, som var arrangeret med støtte fra Den Danske Maritime Fond, drejede diskussionen sig bl.a. om bestræbelser på at finde internationale løsninger på de miljø-og klimaudfordringer, skibsfarten står over for, og samarbejdsaftalen markerer en fælles vilje de to lande imellem.
”Danmark og Sydkorea har en række fællesinteresser på det maritime område, og samarbejdsaftalen gavner såvel udstyrsleverandører som søfolk og rederier. De skibe, der bygges i Sydkorea – blandt andet til danske rederier – leveres i høj grad med udstyr og teknologi fra danske virksomheder, og det giver derfor god mening at udvide de to nationers samarbejde om eksempelvis grønne løsninger og international maritim lovgivning”, siger adm. direktør i Danske Maritime Jenny N. Braat.
Den anden aftale, en samarbejdsaftale om grøn skibsteknologi, er indgået mellem Ole Sohn og Koreas minister for vidensøkonomi. Den underskrives ved en ceremoni under den dansk-koreanske Grønne Vækstalliance tirsdag den 15. maj. Aftalen fokuserer på at udvikle grønnere skibe.
Som verdens næststørste skibsbygningsnation (efter Kina) er Korea af stor betydning for danske leverandører, og flere af de danske virksomheder har produktion, servicecentre eller salgskontorer placeret i Korea. Det er derfor vigtigt for danske virksomheder at fastholde og forhåbentlig øge samhandlen med Korea.
”Korea har utrolig gode faciliteter og teknologi på selve skibsbygningssiden, og vi er i Danmark gode til at levere grøn teknologi og løsninger, som skal ind i skibene. Den kombination er rigtig god, når det handler om at nedsætte CO2-udslip, som søfart desværre er en stor bidragyder til”, siger Erhvervs- og vækstministeren.
Aftalerne kommer i forlængelse af, at regeringen i sidste uge lancerede sin vækstmarkedsstrategi for blandt andet de asiatiske markeder.
Læs hele aftalen HER
Kilde: Erhvervs- og vækstministeriet