Dansk fregat nu i havn på Bornholm
Den danske fregat Niels Juel, der har til opgave at sikre de danske farvande i den nuværende anspændte situation, har lagt til i Rønne, hvor den på grund af sin størrelse er meget synlig i havnebilledet. Se billede nederst.
Foto: Wikimedia.
Forsvaret ønsker ikke at oplyse, hvorfor fregatten, der normalt er hjemmehørende i Korsør, er gået i havn i Rønne, og hvor længe den vil blive der.
Inden fregatten anløb Rønne, befandt den sig i farvandet umiddelbart øst for Bornholm, hvor det har været muligt at følge den via skibets AIS-signal.
Danmark indførte søndag forbud mod, at russiske fly må flyve ind i dansk luftrum. Udenrigsminister Jeppe Kofoed vil ikke svare på, hvad Danmark konkret vil gøre hvis russiske fly ikke overholder forbuddet.
"Vi skal nok håndhæve det - og det har vi de rette kapaciteter til", siger udenrigsministeren til pressen.
Redaktionen