Dansk bølgeenergi søger til udlandet
Danske opfindere og projektudviklere inden for bølgekraft og vedvarende energi opsøger i stigende omfang investorer i udlandet, fordi rammebetingelserne for at søsætte bølgekraftanlæg i Danmark ikke er gode nok. Det skriver erhvervsbladet.dk.
Afregningsprisen for el produceret af ved hjælp af vedvarende energi ligger minimum en krone lavere i Danmark sammenlignet med Portugal, England, Skotland og Tyskland. I Danmark får et bølgekraftanlæg eller en vindmølle 60 øre pr. kilowatt-time, mens det i England og Portugal er minimum en krone mere.
Det betyder, at danske opfindere og projektmagere indenfor bølgekraft og andre vedvarende energikilder går til udlandet for at søsætte deres energiprojekter. Rammebetingelserne indenfor bølgekraft betegnes som ikke-eksisterende.
"60 øre batter ikke af noget. Det er så lidt, at det ikke vækker interesse hos investorerne og heller ikke hos opfinderne, fordi det ikke kan finansiere bølgekraftanlægget. Derfor har vi valgt at placere os i Wales, fordi afregningspriserne er højere, og der er flere penge i spil hos investorerne. Desuden er der langt flere midler fra det offentlige til etablering af anlæggene", siger direktør Erik Friis-Madsen, Wavedragon til avisen.