Danmark indgår ny forsvarsaftale med USA
Den danske regering har besluttet at indlede forhandlinger med USA om en bilateral forsvarsaftale, der blandt andet indeholder et øget maritimt samarbejde. Det vides endnu ikke hvordan dette samarbejde konkret vil komme til udtryk.
”En forsvarssamarbejdsaftale med USA skal underbygge det tætte samarbejde USA og Danmark i forvejen har. Det har været afgørende for vores sikkerhed og tryghed, at Danmark er i kernen af NATO, sammen med USA. Det er derfor, at vi står skulder ved skulder med USA, når vestlige værdier som frihed og demokrati udfordres”, siger forsvarsminister Morten Bødskov.
Aftalen vil indebære at amerikanske soldater og materiel vil blive udstationeret i Danmark i fredstid, et forhold Danmark har sagt nej til siden 2 verdenskrig.
”Vi står lige nu midt i en kamp om værdier. Det handler ganske enkelt, om at vi vil insistere på den regelbaserede verdensorden og de demokratiske værdier, vi har bygget vores samfund op omkring. Her står Danmark og USA urokkeligt sammen”, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
”Med den verden vi ser omkring os skal vi gå nye veje og vi ønsker at samarbejde endnu tættere med vores vigtigste allierede. Det er godt for Danmark, Europa og det forpligtende fællesskab i NATO. I svære tider rykker venner endnu tættere sammen. Det gør Danmark og USA nu”, siger Jeppe Kofod.
Statsministeren oplyste på et pressemøde torsdag eftermiddag, at aftalen gælder Danmark, og på nuværende tidspunkt ikke Grønland og Færøerne.
Det blev også oplyst, at Danmark på forhånd udelukker opstilling af atomvåben på dansk jord.
Redaktionen