Costa Concordia ophugning gør fremskridt
Godt 200 italienske værftsarbejdere og nedbrydningseksperter er lige nu travlt beskæftiget med at ophugge det engang så imponerende krydstogtskib Costa Concordia, der kæntrede ud for klippeøen Giglio den 13. januar 2012.
Skibets øverste dæk - dæk 14 - er allerede fjernet, og lige nu koncentreres indsatsen om at fjerne dækkene 10, 11 og 12. Samtidig arbejder andre medarbejdere på at tømme dæk 3, 4 og 5 for alt inventar og andet der kan fjernes uden at konstruktionen svækkes.
Alt det der fjernes fra skibet sorteres og sendes derefter til genbrug.
32 mennesker omkom da Costa Concordia kæntrede. Skibets kaptajn er efterfølgende idømt 16 års fængsel for sin rolle i sagen.
Kilde: Ship Recycling Consortium
Se flere billeder fra ophugningen HER