Cosco vil tættere på Europa med nyt rederi
Den kinesiske shippinggigant, Cosco, har besluttet at oprette et nyt europæisk containerrederi, der får base i Hamborg. Det nye datterselskab, Diamond Line GmbH, skal fokusere på intra-europæiske feeder-operationer.
Formålet med det nye datterselskab er ifølge en pressemeddelelse fra det statsejede, kinesiske rederi,
at kunne “give kunderne en bedre service og reagere hurtigere markedet”.
Diamond Line vil overtage den service management og de feeder operationer, som Cosco i dag driver i Europa, men det er endnu ikke besluttet, hvornår skiftet skal ske, oplyser selskabet.
Cosco Group er i dag verdens tredje største containerrederi med rådighed over 12,5 pct. af verdens samlede skibskapacitet på området, skarpt forfulgt af franske CMA CGM, der med sin store ordrebog på 33 skibe ventes at overhale det kinesiske rederi, efterhånden som de nye skibe bliver leveret.
CMA CGM råder i dag over 11,3 pct. af kapaciteten, svarende til 2,7 mio teu, og har yderligere knap 0,5 mio teu i ordre.
Kilde: Cosco