Containerskib tæt på oliekatastrofe
Da containerskibet Vega Sagittarius sejlede på et skær ved indsejlingen til Godthåbsfjorden torsdag den 16. august, vidste myndighederne, at dette kunne udløse en katastrofe. Sprang skibet læk under bjærgningsforsøget, så kunne det have udløst en større olieforurening af fjorden.
"Det kunne have været slemt. Var skibets tanke sprunget læk ved grundstødningen, var olien sandsynligvis fortsat ind i Godthåbsfjorden de fire efterfølgende dage og havde forurenet kyststrækningen", siger oceanograf Mads Hvid Ribergaard,DMI.
Råstofdirektoratet valgte at kontakte DMI's Center for Ocean og Is for at finde det bedste tidspunkt til at trække skibet af skæret. Ved hjælp af DMI's oliespildsmodel var det muligt fastslå et tidspunkt, hvor vind- og strømforhold var på en sådan, at en eventuel olielækage ville gøre mindst mulig skade.
"Vi kunne bruge modellen til at vurdere, hvilke tidspunkter en eventuel olielækage ville gøre mindst mulig skade", siger Mads Hvid Ribergaard.
Heldigvis gik alt efter planen. Da skibet var trukket fri den 29. august, åndede alle lettet op, da man kunne konstatere, at der ikke var hul på tankene.
Allerede kort efter, at skibet stødte på grund cirka 12 sømil sydvest for Nuuk, begyndte DMI’s Center for Ocean og Is at køre simuleringer, der viste, hvor galt det kunne være gået.
Kilde: dmi.dk