Clipper tager levering af ny Supramax
Clipper Bulk har taget levering af Clipper Triton, det andet skib i en serie på fire Supramax skibe på 61.000 DWT bygget på Shin-Kasado Dockyard i Japan. Samtidig navngav rederiet en anden Supramax nybygning på Tamano Shipyard.
”Det var en travl men spændende dag”, siger Gary Vogel, CEO i Clipper Group. ”Nu ser vi frem til at tilbyde disse fantastiske skibe til vores partnere og kunder".
Clipper Triton er ifølge rederiet udstyret med den seneste eco-teknologi, mens Clipper Excalibur - Supramax nybygningen på 66.000 DWT der blev navngivet på Mitsui Engineering Tamano Shipyard - er den største moderne Supramax i verden, samtidig med, at den har et brændstofforbrug der ligger på linje med langt mindre skibe.
Clipper Excalibur vil tilgå Clipper Bulks flåde i november, og får i begyndelsen af 2014 følgeskab af et søsterskib - Clipper Excelsior.
Clipper Bulk har sammenlagt 10 nybygninger på mellem 38.000 og 76.000 DWT i pipelinen.
Kilde: Clipper