Clipper-chartret bulker brager ind i kaj
Den 170 meter lange handysizebulker, Mount Hope, der er chartret af Clipper gruppen, slog i lørdags hul på skroget, da det bragede ind i en kaj i Brake havn på Weser-floden i Nordtyskland. Ingen mennesker kom til skade ved uheldet, der imidlertid førte til omfattende skader og vandindtrængen på skibet.
Teknikere er fortsat i gang med at undersøge, hvorfor bulkeren Mount Hope, der var på vej til Bremen,
i lørdags kom ud af kontrol og smadrede et kaj anlæg i Brake havnen på Weser floden. Ved sammenstødet gik der hul i skroget på skibet, der hurtigt tog vand ind.
Der var lods ombord på skibet, da ulykken skete og han angav efter sammenstødet tekniske problemer med roret som årsag. Det undersøges nu nærmere.
Efter havariet blev skibet slæbt til kaj, hvor brandvæsenet begyndte at tømme skibet for vand samtidig med, at hullet i skroget blev nødtørftigt repareret og kraner begyndte at losse skibet for stållasten. En opgave, der ventes at tage flere dage.
Mount Hope skal efterfølgende slæbes til reparation på værftet i Bremerhaven.
Politiet oplyser, at der hverken ved sammenstødet eller ved det efterfølgende slæb af skibet, er sket olieudslip.
Skibet er bygget i 2014 og sejler under Panama-flag.
Se NDR-indslag om havariet i tweetet herunder.
Auf ihrer Fahrt nach Bremen ist die mit Stahl beladene "Mount
Hope" mit der Pier des Braker Hafens und einem Motorboot
zusammengestoßen. https://t.co/0sOjh6uOIi
— NDR Niedersachsen (@NDRnds) November 11, 2017
Kilde: NDR.de