Bunkeromkostninger stiger med 50 procent
Samskips bunkeromkostninger øges med 50 procent på grund af de nye svovlkrav, lyder det fra COO Diederick Blom, der forudser, at meget af godset vil flytte fra sø til land på nogle af de europæiske ruter for nærskibsfart.
Det meste af Samskips aktiviteter inden for nærskibsfart ligger i Østersøen, Nordsøen, Den Engelske Kanal og Nordamerika, som alle er ECA-områder underlagt de nye strengere krav til svovludledningen. Samskip har beregnet, at det at gå over til den dyrere, men renere type brændstof vil øge bunkeromkostningerne med 10 millioner dollar om året. Og i det tal er ikke inkluderet øgede omkostninger til den dyrere type brændstof, som vil være en konsekvens af en øget efterspørgsel fra rederier, der alle skal til at overholde de nye svovlkrav.
Samskip har endnu ikke offentliggjort, hvor stort gebyr, selskabet vil pålægge gods som følge af de øgede bunkeromkostninger.
Rederiet har foreløbig ikke nogle planer om at installere scrubbere eller gasteknologi på sine skibe, da man ikke mener, at denne teknologi er moden eller omkostningseffektiv nok.
Maersk Line besluttede for nylig at indføre et nyt gebyr i ECA-områderne på grund af de nye svovlkrav, og rederiet besluttede netop, at det skulle være et særskilt tillæg, så kunderne kan se, at gebyret skyldes de nye miljøkrav. Andre rederier ventes også at indføre lignende tillæg.
Kilde: Lloyd’s Loading List