Blue Water får stor logistikaftale
Den danske virksomhed DEIF, som producerer miljørigtige energistyringsenheder, har indgået en logistikkontrakt med Blue Water. Fremadrettet skal Blue Water håndtere omtrent 15.000 sendinger årligt, der skal distribueres globalt.
”Vi afhenter godset hos DEIF og distribuerer det globalt. Inden afsending sørger vi for opmærkning og oplagring af godset på vores lagre. Der vil ofte være ekspres- og hastesendinger. Derfor passer vores setup perfekt til opgaven, fordi vi hurtigt kan få godset transporteret videre”, fortæller Kasper B. Olsen fra Blue Water Billund.
DEIF er familieejet og har over 640 medarbejdere og 16 datterselskaber fordelt i Europa, Asien og det amerikanske kontinent. Virksomhedens energistyringsenheder leveres til forskellige industrier verden over.
”Et af vores vigtigste kriterier for transport er at kvaliteten i vores produkter overholdes. Vi har ønsket en partner, som kan give os den sikkerhed. Derfor er det vigtigt, at vores partner er ISO certificeret”, siger Thomas Ryberg Pedersen, som er Strategic Purchaser hos DEIF.
Logistikaftalen dækker både import- og eksportsendinger med sø - og lufttransport.
Kilde: Blue Water shipping