Blue Water er vokset markant
Blue Water Shipping oplevede en ganske markant vækst i 2013. Nettoomsætningen steg 8,4 procent til 4,5 milliarder kroner, og resultatet efter skat blev et overskud på 35 millioner kroner. Det er dog mindre end de 85 millioner kroner, som overskuddet var i 2012. Men så har Blue Water også brugt penge på at åbne 10 nye kontorer, og der blev foretaget flere opkøb.
”Vi har igen vundet markedsandele og er vokset mere end markedet generelt. Vi har en sund og velkørende forretning, hvor alle forretningsområder leverer fine resultater på driften, og vi har samlet leveret en rekordomsætning på knap 4,5 milliarder kroner i 2013”, siger Kim Hedegaard Sørensen, adm. direktør for Blue Water Shipping.
Om reduktionen i årets resultat siger han: ”Det er selvfølgelig ikke et tilfredsstillende resultat, da det er under, hvad vi havde budgetteret. Det er til gengæld den eneste parameter, hvor vi ikke er tilfredse med 2013. Etablering af nye kontorer, opkøb af tre virksomheder samt investeringer i nye ejendomme på Esbjerg Havn har haft betydning for bundlinjen, da dele af disse ikke var budgetteret. Vi er dog meget tilfredse med, at vi alligevel valgte at foretage disse investeringer, da de på både kort og lang sigt er gode investeringer, der styrker Blue Water, og de vil medvirke til realiseringen af vores langsigtede strategier”.
Blues Waters bestyrelsesformand og grundlægger Kurt Skov peger på, at resultatet for 2013 bærer præg af relativt store investeringer i forbindelse med Blue Waters internationale vækststrategi.
” Vi har i 2013 styrket og udbygget vores globale position, så vi nu har knap 70 kontorer og mere end 1.300 medarbejdere verden over. Det betyder, at vi i alle vores forretningsområder kan have en endnu mere fremtrædende rolle baseret på et stærkt operationelt setup”, siger Kurt Skov.
Kilde: Blue Water Shipping