Bladt Industries vinder ny stor ordre
Vattenfall har valgt Bladt Industries som leverandør af overgangstykker til havvindmølleparkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, der skal opføres ud for den jyske vestkyst. Dermed er en ny, stor kontrakt i hus hos den danske producent.
”Vi er meget tilfredse med at være blevet valgt til endnu et stort offshore vindmølleprojekt. Dermed understreger vi endnu engang vores position som verdens største leverandør af havvindmøllefundamenter”, siger CEO Anders Søe-Jensen fra Bladt Industries .
Kontrakten omfatter levering af 21 TP’er til Vesterhav Nord og 20 TP’er til Vesterhav Syd, der skal opføres ud for den jyske vestkyst i de kommende år.
Produktionen påbegyndes allerede i foråret 2022 og skal foregå hos Bladt Industries i Aalborg. TP’erne vil have en højde på op til 22,5 meter og en vægt på ca. 260 tons pr. stk., og hele projektet forventes færdig i slutningen af 2023.
De to havvindemølleparker, Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, vil tilsammen bestå af 41 vindmøller med en samlet kapacitet på 350 MW fordelt på 170 MW fra Vesterhav Syd og 180 MW fra Vesterhav Nord.
Begge havvindmølleparker vil blive placeret 10 kilometer fra den jyske vestkyst nær Thyborøn (Vesterhav Nord) og Søndervig (Vesterhav Syd) i en vanddybde på ca. 20 meter. Havvindmølleparkerne vil tilsammen kunne forsyne omkring 350.000 danske husstande med elektricitet.
Tidligere på måneden blev det offentliggjort, at Bladt Industries havde indgået to store kontrakter til det amerikanske offshore marked.
Bladt Industries har i de sidste 25 år leveret til mere end 2.500 havvindmøllefundamenter svarende til mere end en tredjedel af alle verdens havvindmøller.
Redaktionen