Bladt færdig med Sandbank projekt
Sandbank projektet er nu færdigt, og i sidste uge fandt de sidste afskibninger sted fra Bladt Industries produktionsfaciliteter i Aalborg. Projektet blev påbegyndt i 2014 og har planmæssigt været i gang i næsten halvandet år.
Fredag den 15. april om morgenen blev transformerstationen læsset på ranspertfartøjet, mens Jacket-fundamentet kom om bord lørdag morgen. Tidligt onsdag satte skibet så kurs mod havemølleparken Sandbank i Nordsøen ud for den tyske kyst.
Bladts andel af projektet omfatter design, fabrikation og installation (EPCI-kontrakt) af den 1.700 tons tunge jacket, fire piles på i alt 1.050 tons og en transformerstation med en totalvægt på cirka 2.250 tons. Bladt har også leveret de 72 overgangstykker til havmøllerne. Afskibningen af disse fandt sted sidste år.
Sandbank offshore vindmøllepark er Vattenfalls andet største havmølleprojekt i samarbejde med Stadtwerke München. Sandbank projektområdet ligger 90 kilometer fra kysten ved Sylt i den tyske del af Nordsøen og er derfor ikke synlig fra hverken land eller fra øerne ud for kysten.
Kilde: Bladt Industries