Billigere el til skibe i danske havne
Regeringen er på vej med et lovforslag der skal sikre, at flere skibe slukker for generatorerne når de ligger i havn, og i stedet køber mere miljøvenlig landstrøm. Lovforslaget sigter især mod krydstogtsskibe med et højt energiforbrug.
”Store skibe i danske havne er med til at forurene luften i byerne, fordi det er billigere for dem at brænde olie af end at bruge strøm fra land. De er med til at fylde luften med svovl og andre skadelige partikler”, siger miljøminister Ida Auken til Ritzau.
”Det er dårligt for danskernes sundhed og livskvalitet. Derfor fjerner vi nu den danske afgift på landstrøm, så skibene på sigt holder op med at brænde olie af”, siger miljøministeren.
Forslaget, som indgår i regeringens lovkatalog, ventes fremsat i februar 2014 af skatteminister Holger K. Nielsen, og sænker elafgiften for krydstogtskibe og andre erhvervsskibe.
Kilde: nordjyske.dk