Bank: Shippingmarkederne er skrøbelige
Sydbank vurderer i det nye nummer af bankens Shippingnyt, at der fortsat er stor usikkerhed omkring shipping. Produkttankmarkedet, hvor stadig flere danske rederier opererer, ser fortsat vanskeligt ud på den korte bane.
"Vi er stadig skeptiske med hensyn til udviklingen på kort sigt på produkttank-markedet, selv om højsæsonen i de kommende måneder kan påvirke raterne positivt. Vi forudser rater året ud på noget højere niveauer end bundniveauerne fra 1. halvår, men kun i de bedste perioder på et rentabelt niveau", skriver Sydbanks analytiker Jacob Pedersen i den nye udgave af Shippingnyt.
På containerområdet tror banken fortsat på fremgang, om end i mere moderat tempo.
"Vi forudser fortsat rate og volumenfremgang året ud - men i et noget mere moderat tempo. Prisdisciplinen hos rederierne er bedre end længe, og selv om kapacitetstilgangen stadig er høj, er den for nuværende ikke en kilde til væsentlig bekymring", hedder det i kommentaren.
Tørlastmarkedet vurderer banken som meget skrøbeligt.
"Vi frygter, at selv mindre vækstpauser får en kraftig negativ effekt på fragtraterne efter de seneste års høje kapacitetstilgang. Risikoen for strukturel overkapacitet i de kommende år er bestemt til stede. På kort sigt ser vi fortsat væsentlige udsving i raterne - den generelle retning bliver efter vores vurdering nedad", skriver bankens senioranalytiker Jacob Pedersen.
Kilde: Sydbank.
