APM Terminals tredobler areal i Kalundborg
Maersk havneselskab øger nu midlertidigt sit areal på Ny Vesthavn i Kalundborg fra 50.000 kvadratmeter til 200.000 kvadratmeter. Arealet skal anvendes til tidsbegrænset opbevaring af mindst 10.000 containere - herunder reefercontainere.
Det er ikke oplyst hvor de mange containere kommer fra, og hvorfor det pludselige behov er opstået. Men det er nok et meget godt gæt, at det har med krigen i Ukraine og de vestlige sanktioner mod Rusland at gøre.
Det første skib lastet med containere der skal opbevares, ankommer fredag på feederskibet Vaga Maersk, der allerede har forladt Gdansk med kurs mod Kalundborg.
”Det er en spændende opgave, som vi ser meget frem til at udføre så effektivt og gnidningsfrit som muligt. Men det kræver en del forberedelser, bl.a. er det resterende område på Ny Vesthavn kun belagt med stabilgrus og sand, hvilket ikke er godt nok til at placere containere på. Så vi er lige nu ved at få lagt 1500 køreplader ud på området, som containerne midlertidigt kan stå på”, siger Bent Rasmussen.
På nuværende tidspunkt vides ikke, hvor mange containere, der kommer til Kalundborg for midlertidig storage. Men det bliver i hvert fald et femcifret antal. Hvis pladsen på Ny Vesthavn slipper op, vil nogle af containerne eventuelt komme til at stå i Østhavnen, hvor containerterminalen tidligere har ligget.
Containerne bliver sejlet hertil på Maersk Line’s egne skibe.
”Vi søger derfor med lys og lygte efter erfarne kranførere, der kan køre Gottwald-kran og har erfaring med containere. Det er faktisk en opgave i sig selv at finde tilstrækkeligt med kranførere til opgaven, der kan støtte vores egne dygtige kranførere”, siger Bent Rasmussen.
Redaktionen