Alle holder vejret dagen før UK-afstemning
<strong>BAGGRUND</strong> - Den engelske folkeafstemning – den såkaldte Brexit – Britain Exit – om tilslutning til enten at blive i EU eller gå i gang med en proces om at forlade samarbejdet og unionen – skiller vandene både i England og i de omliggende lande. Det samme sker i Danmark, hvor mange virksomheder med meget forskellige motiver holder vejret for, hvad der måtte ske i kølvandet på de afgivne stemmer.
Af Bent Mikkelsen
I den maritime verden er danske DFDS blandt de største aktører i trafikken til og fra England. Det er svært lige præcis at sætte procenter på den engelske andel af trafikken, men den er stor. Det gælder såvel passagertrafik som godstransport (som først og fremmest sker på trailere på ro/ro-skibe).
”Vi har en meget stor andel af vores forretning i transport til og fra England og derfor er vi da også ganske spændte på udfaldet af afstemningen i morgen”, siger informationschef Gert Jakobsen, DFDS.
”Vi håber, at England bliver i EU-unionen, men hvis den engelske befolkning vælger at sige Leave og dermed gå i gang med at forlade EU, ja, så har vi en anden situation og så må vi tilpasse os de tilstande, der måtte hersker efterfølgende men forventer egentlig ikke noget alvorligt og dramatisk. Præcis som vi har gjort i de forgangne 150 år, hvor vi har sejlet på engelske havne under skiftende vilkår. ”, tilføjer han.
”Den engelske valuta pund er i øjeblikket i stigning (kursen blev i går noteret til 968,7 DKK mod f.eks. 921 DKK 21. april), og det kan give ændringer i forretningsgangen, hvis kursen ændrer sig radikalt som en følge af et Leave. Faktisk kan et kursfald give en bedre balance i vor forretning. I øjeblikket sender vi fulde skibe mod England, mens det kniber noget med at få betalende last den modsatte vej”, siger Gert Jakobsen.
Andre erhverv I ugerne op til afstemningen har mediebilledet været krydret med talrige indslag om, hvor galt det kommer til at gå, hvis englænderne vælger at forlade EU. Det kan f.eks. få betydning for den danske flåde af fiskeskibe, der beskæftiger sig med industrifiskeri. Det hænger sammen med, at flere af de store fiskepladser (Fladengrund og Doggerbanke) ligger i britisk farvand, og således kan fiskeriet blive berørt, hvis de nuværende aftaler opsiges med kort varsel, og nye skal forhandles.