Alfa Laval køber Frank Mohn
Alfa Laval, der producerer løsninger inden for varmetransmission, centrifugalseparation og væskehåndtering, køber Frank Mohn AS efter, at konkurrencemyndighederne har godkendt købet. Frank Mohn, der er baseret i Bergen, Norge, producerer dykpumpesystemer til de globale marine- og offshoremarkeder, der sælges under navnet Framo.
”Frank Mohn AS er en fremragende og veldrevet virksomhed. Jeg er meget glad for at kunne byde både ansatte og kunder velkommen til Alfa Laval”, siger Lars Renström, adm. direktør for Alfa Laval-koncernen.
Med købet af Frank Mohn tilføjer Alfa Laval industrielle pumpesystemer til koncernens portefølje af systemer til marine- og offshoreindustrien. Dermed opstår der nye forretningsmuligheder for Alfa Laval.
Alfa Laval betaler 13 milliarder norske kroner kontant på gældsfri basis for Frank Mohn.
Frank Mohn har cirka 1.200 medarbejdere og havde i 2013 en omsætning på 3,4 milliarder norske kroner og en ordretilgang på 6,1 milliarder norske kroner.
Kilde: Alfa Laval