Aftale om Ellen er faldet på plads
Ærø Kommune og Søby Værft A/S har nu indgået en aftale om betaling af ekstraudgifter, som værftet har haft i forbindelse med udviklingen og bygningen af el-færgen Ellen. Nu mangler Søfartsstyrelsen bare at give endelig tilladelse.
Efter omkring to års forsinkelser er der nu endelig udsigt til, at el-færgen Ellen kan blive leveret, så den kan påbegynde sin træningssejlads. Ærø Kommune indgik i fredags en aftale med Søby Værft om betaling af 8,8 mio. kr. til endelig afregning. Værftet har holdt færgen tilbage, indtil økonomien var afklaret.
“At færgen endnu ikke er leveret skyldes nu alene manglende godkendelser,” siger Roar Falkenberg, der er adm. dir. for Søby Værft til Maritime Danmark.
Den endelige godkendelse fra Søfartsstyrelsen mangler, fordi der under den sidste prøvesejlads med færgen “blev observeret et muligt problem med kommunikationen/styringen af en hovedmotor,” skriver Ærø Kommune i en pressemeddelelse.
“Forhåbentlig kommer godkendelserne på plads i denne uge,” siger Roar Falkenberg, der dog belært af erfaringerne ikke tør garanteret noget.
Redaktionen