ÆrøXpressen hårdt ramt af motorproblemer
Det var ikke blot en mindre fejl, der søndag aften betød, at færgen ÆrøXpressen måtte kaste anker og vente på assistance i fire timer sydvest for Strynø på grund af motorproblemer. I første omgang aflyste rederiet sejladserne mandag, men motor problemerne er omfattende.
ÆrøXpressen har nu aflyst alle afgange til og med torsdag i denne uge på grund af “tekniske problemer”, skriver rederiet på sin Facebook-side.
"Det er et større havari på bagbord motor. Det havde vi ingen chance for at forudse, og vi kender ikke årsagen. Motoren er kun et år gammel, så vi havde slet ikke regnet med det, fortæller direktør for Ærøxpressen Boye Kromann om søndagens hændelse.
Færgen blev sat ud af spillet, da der søndag kl. 19.40 blev konstateret problemer med motoren i det nye skib.
De 28 passagerer om bord fik forlænget sejlturen til Ærø med fire timer, inden de kl. 23.55 kunne gå i land i Marstal.
Kilde: ÆrøXpressen