Ærø-færge påsejler beskyttelsespylon
I den tætte tåge her til morgen er Ærø-færgen Marstal sejlet mod en beskyttelsespylon ved Svendborgsundbroen. Færgen måtte vende om og returnere til Svendborg. Det er ikke sket større skader på færgen, og meldingen er, at den sejler igen, men hvornår vides endnu ikke.
Billede af den skrammede færge. Foto: Mikkel Ussing Christensen.
”Omkring 25 minutter over syv lyder der et højt knald. Færgen havde retning mod Svendborgsund, og vi ramte en af beskyttelsespylonerne ved broen. Færgen krænger en del mod Tåsingesiden, det er ret surrealistisk”, siger Fyens.dk's Kenneth Skipper, der var på vej til sit arbejde på Ærø-redaktionen.
Ærøfærgerne meddeler på hjemmesiden, at afgangen fra Ærøskøbing klokken 08.45 er aflyst p.g.a. tekniske problemer. Rederiet kan ikke oplyse, hvornår færgen igen er i drift, da den først skal undersøges. Det ser dog i første omgang ikke ud til, at der er sket større skade.
Svendborgsundbroen er efterfølgende blevet spærret for biltrafik. Det oplyser Fyns Politi til DR Fyn. Vejdirektoratet har også meddelt, at broen som minimum vil være spærret frem til klokken 12.
”Vi er nødt til at få broen undersøgt, inden den kan åbnes igen, så vi er helt sikre på, at den ikke har taget alvorlig skade”, siger vagtchef Thomas Bentsen hos Fyns Politi.
Kenneth Skipper optog denne video, hvor man ser færgen krænge efter påsejlingen.
Kilde: fyens.dk